Bøger

Bøger

Fantasyserien Midgårds Beskyttere handler om Astrid fra Norge og Erik fra Danmark, der sendes tilbage til vikingetiden. Her skal de hjælpe Odin med at forhindre Ragnarok i at bryde ud, som det står beskrevet i digtet Vølvens spådom.


De første to bøger i serien om Midgårds Beskyttere hedder:

Vølvens spådom

Astrid og Erik så begge spørgende på kvinden.

”Arh, den er ubrugelig,” mumlede hun og puttede en fløjte i lommen. ”Den har tydeligvis tilkaldt de forkerte! I kan ikke være Midgårds Beskyttere!”

Astrid og Erik forstod ikke noget. Hvordan var de endt her? Og hvad mente kvinden med Midgårds Beskyttere?

 

Astrid og Erik hentes pludseligt tilbage til vikingetiden, hvor de bliver mødt af en stærkt skuffet troldkvinde. Hendes magi skulle have hidkaldt Midgårds Beskyttere og ikke bare to store børn. Men nu har Astrid og Erik intet valg. De kan først komme hjem, når de har forhindret en krig mellem den danske og norske konge … Og Loke i at udløse Ragnarok.

 

Køb Vølvens Spådom

Her kan du lytte til det første kapitel indtalt af Sara Lindahl Midgårds Beskyttere 1 Vølvens spådom 

Lokes List

Astrids hånd skælvede, mens hun holdt fat om øksen. Hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle bruge den til at forsvare sig med, hvis hun blev angrebet. Midt i virvaret af mennesker så Astrid en mand, der ikke kæmpede mod nogen. I stedet stirrede han direkte mod hende. Hans blik sendte kuldegysninger igennem hele hendes krop.

Det var ikke en viking.

Det var Loke.

 

Første del af Astrid og Eriks rejse er klaret, men de har endnu ikke løst deres opgave. Forude venter mange farer, inden de kan nå frem til de to konger med beskeden om, at de er blevet narret til at gå i krig. Og værst af alt, så er Loke lige i hælene på dem.

 

Køb Lokes List

Tag med på en rejse tilbage til fortiden, hvor to børn fra nutiden skal overvinde sig selv for at kunne overvinde forhindringerne, der venter forude. Det bliver alt andet end nemt.

 

Bøgerne indeholder mere end ti sider med fakta om vikingetiden og nordisk mytologi.

 

Anmeldelse

”Midgårds beskyttere” skriver sig ind i en strømning i tiden nemlig den, at vi søger tilbage i vores kulturelle nordiske rødder.

 

Omdrejningspunktet for historien er Erik, en socialt isoleret dreng med hareskår, som han plejede at blive drillet med. Erik har dog taget en beslutning om, at han ikke vil bruge vold som modsvar på mobberierne. På en klatretur i Sverige undgår Eriks far på overraskende vis at blive ramt af en løsreven klippesten, hvor efter farens amulet begynder at lyse.

 

Historiens anden hovedperson er Astrid, der føler sig overset og uelsket af sin mor, der lever i benægtelse over Astrids storesøster Bodils druknedød. Astrid spekulerer på, om hendes forældre ville savne hende, hvis hun også forsvandt ud af deres liv.

 

Erik og Astrid mødes første gang i Midgård, menneskenes verden i den nordiske mytologi, da de bliver tilkaldt af en fløjtespillende kvinde, Ildri. Der er nemlig brug for dem som ”Midgårds beskyttere”, da en krig er ved at bryde ud mellem den norske og den danske konge, hvilket ifølge Vølvens spådom bliver begyndelsen på enden, nemlig Ragnarok. Først når opgaven er fuldført, kan de vende hjem til deres egen verden igen, hvis de altså påtager sig opgaven. Det gør Erik og Astrid selvfølgelig.

 

Herfra bliver de kastet ud i en række forhindringer, kampe, udfordringer og kriser, der alle har de nordiske myter og åndevæsener parret med faktuelle begivenheder som udgangspunkt; uden dog at glemme de kunstneriske friheder forfatteren har taget sig for at kitte fortællingen sammen. Denne balancegang mellem myter, fiktion og fakta afvejer og spinder forfatteren fint sammen som nornernes tråde til et kludetæppe med de smukkeste farver, hvis man kan tillade sig denne sammenstilling mellem livs- og skæbnetråde og tekstiler.

 

Erik og Astrid vokser med opgaven og vender begge tilbage som modigere og klogere unge mennesker, også klogere på deres forældre.

 

Hvis man er vild med Lars-Henrik Olsens ”Erik menneskesøn”, vil ”Midgårds beskyttere” bd. 1 og 2 være værdige arvtagere.

 

Skrevet af skolebibliotekar Tine Mørup, Virum, september 2018.

2018 Copyright @ T R Bisgaard All Rights Reserved