Vølvens spådom

Vølvens Spådom

Serien Midgårds Beskyttere tager udgangspunkt i digtet Vølvens spådom. Digtet er tusind år gammelt og udformet som en profeti, der beskriver den norrøne verdens skabelse og undergang. I digtet fortæller Vølven til Odin, hvem der kæmper mod hvem under Ragnarok, og hvem der dræber hvem. Det er disse begivenheder Astrid og Erik skal forhindre.


Der findes mange bøger om vikingetiden og nordisk mytologi, og jeg har været så grundig i min research som mulig. Men fordi der findes så meget materiale, er det ikke sikkert, at jeg altid har fundet de rigtige kilder eller forstået dem på den rigtige måde. Så selv om jeg har gjort mig umage for at holde mig til de historiske fakta, kan jeg godt have lavet fejl.


Bagerst i hver bog fortæller jeg, hvilke dele af bogen, der er baseret på historisk viden, og hvilke, jeg selv har fundet på.   


Vikingetiden

Vikingetiden er den officielle betegnelse for årene 793 - 1066. Det første plyndringstogt gennemført af vikingerne, som man kender til, skete i år 793. Et kloster på øen Lindisfarne, ud for Englands nordøstkyst, blev angrebet af vikinger, som plyndrede klostret. I løbet af de næste århundreder tog vikingerne ud på både handelsrejser og plyndringstogter næsten overalt i Europa.


Ikke alle, som levede i vikingetiden, var vikinger. De fleste mennesker i Norden var bønder på det tidspunkt, men nogle høvdinge fandt ud af, hvordan de kunne lave gode skibe og våben, og det var dem, der tog ud på togter for at plyndre og erobre andre byer og landområder. Det blev kaldt at ”drage i viking”.


Norrøn mytologi

I vikingetiden troede indbyggerne i både Danmark, Norge og Sverige på de norrøne guder. Selv om kristendommen var kommet til både Danmark og Norge i midten af 900-tallet, tog det mange hundrede år, før befolkningen i de to lande skiftede fra at tro på Odin og de andre vikingeguder til Jesus og Gud fra Bibelen.


I vikingetiden var to af de vigtigste guder Odin og Thor. Odin var den øverste og mægtigste gud, og folk bad til ham, når de skulle i krig. Odin var også vis og kunne udøve trolddom og alle former for magi, og han var hersker over De Ni Verdner. Odin havde spyddet Gungnir, der altid ramte plet, og armringen Draupnir, som hver niende nat drypper otte identiske ringe.Odin red på sin ottebenede hest Slejpner i både luften og på vandet, og han havde to ravne, Hugin og Munin, som fløj ud i verden hver morgen og kom hjem om aftenen for at fortælle om, hvad der var sket.


Odin var formskifter og tog ofte skikkelse som en ulv eller en ørn på sine rejser.   


Thor var Odins søn og kendt for sin styrke. Han skulle opretholde verdensordenen og var også tordengud. Han havde tre ting, som gjorde ham stærk: hammeren Mjølner, der altid ramte sit mål og vendte tilbage til Thors hånd, jernhandsken Iarngreiper, som han skulle have på for at gribe Mjølner, og styrkebæltet Megingjord, som gjorde ham dobbelt så stærk. Thor kørte på himlen i sin vogn trukket af to geder, Tandgnjost og Tandgrisner.


Loke nævnes i mange af historierne og myterne fra norrøn mytologi. Han er i virkeligheden en jætte, men blandede for længe siden blod med Odin og bliver derfor kaldt for Odins blodsbroder. Loke fik tre børn med en jættekvinde fra Jotunheim. De var Midgårdsormen, Fenrisulven og pigen Hel, som senere blev gudinde for dødsriget. Ligesom Odin kunne Loke forvandle sig til forskellige dyr og ændre form til andre mennesker eller jætter.


Jeg ved ikke, om Loke var en gud, man troede på, men han spillede en vigtig rolle, fordi han hele tiden udfordrede guderne og gjorde livet svært for dem. Verden består både af mennesker, som vil andre godt og dårligt, og det er netop det, historierne om Loke ofte viser. Nogle gange hjælper han guderne, andre gange narrer han dem.


De Ni Verdner

I historierne fra norrøn mytologi nævnes det ofte, at Odin er hersker over De Ni Verdner. Nogle af verdnerne er tydeligt beskrevet, mens andre kun nævnes meget kort. Verden, som menneskerne levede i, kaldtes for Midgård, mens den verden, hvor guderne Odin og Thor levede i, kaldtes for Asgård. Der fandtes også en anden gudeverden, og den kaldtes for Vanaheim.


I Asgård boede aserne, og i Vanaheim boede vanerne. Man troede, at det var muligt at komme til Asgård fra Midgård via en bro ved navn Bifrost, som i virkeligheden var enten regnbuen eller nordlyset.


En anden verden, som var tæt forbundet med gudernes verden, var Lysalfheim, og her boede lysalferne.


Jætterne kom fra Jotunheim, og jeg har tænkt, at det må være troldenes hjem, og at jætte er et andet ord for trold. Det sjove ved den verden er, at der faktisk findes et sted i Norge, som hedder Jotunheimen.


Derudover fandtes der fire meget mørke verdner. I norrøn mytologi troede man, at de to verdner, Muspelheim, hvor der var ild og flammer, og Niflheim, hvor der var is og kolde floder, mødtes, og at den damp og rim, som blev dannet, førte til skabelsen af de første jætter og guder. Det sted hed Ginnungagab.


Efter at guderne var blevet skabt, lavede de Midgård. Det nævnes, at dværgene boede i jorden og stenene, og at de hørte til i Mørkalfheim.


Og endelig fandtes der en verden, hvor de, der døde af alderdom eller sygdom, kom hen, nemlig Helheim.


De, der døde i kamp, kom til Valhal i Asgård.

2018 Copyright @ T R Bisgaard All Rights Reserved